Introduktion af mad – Sådan gjorde vi

En sød læser har spurgt mig, om jeg ville dele mine erfaringer med introduktionen af mad til mine børn. Og det vil jeg da selvfølgelig gerne.

Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er tale om nogen form for facitliste. Det er udelukkende vores erfaringer og måde at gribe tingene an på.

Begge mine børn begyndte med overgangskost da de var fire måneder. De var på daværende tidspunkt flaskebørn, hvilket betød at anbefalingen om at vente til så tæt på seks måneder som muligt ”frafalder”, da de desværre alligevel måtte gå glip af de immunopbyggende stoffer som modermælk indeholder. Hvis du sidder i samme modermælkserstatningssituation og mangler lidt oplysning, så kan du måske finde lidt svar her.

Hvis du, som jeg, vælger at begynde med overgangskosten, når dit barn kun er fire måneder, så skal introduktionen være meget ”blød”, hvorimod du hurtigere bør gå frem, hvis du starter i seks måneders-alderen. Du kan desuden læse mere om de forskellige ernæringsfaser, som barnet går igennem, og hvad forskellen er på fire måneder, seks måneder, ni måneder, og 12 måneder. her.

Jeg valgte at introducere overgangskost for mine børn efter fire måneder, da de viste tegn på at være klar til det. De kunne begge sidde i deres stol – i en mindre periode. De havde vist interesse ved at kigge (intenst) på vores mad, når vi spiste, og de var begge gode til at tage imod d-vitamin-dråberne, når vi gav dem det på en ske (de lukkede munden omkring skeen). Desuden var flaskemængden blevet enorm på dette tidspunkt, så jeg havde en klar fornemmelse af, at de ikke blev helt mætte af det.

Introduktionen til mad var ret forskellig, deres korte aldersforskel til trods.

Min ældste (fra oktober 2015): Åd alt! Og meget! Virkelig meget! Vi taler om en fuldvoksen portion havregrød til morgen (1 dl. gryn kogt op), mad og snacks minimum hveranden time og flasker på 240 ml.

Vi begyndte med små smagsprøver af majsgrød, risgrød, quinoagrød og havregrød (find opskrifter her). Ligesom han også fik mos af bl.a. gulerødder og kartofler (find flere forslag her). Et måltid om dagen. Han spiste ikke kun små skefulde. Men hele portioner. Hurtigt. Efter en måneds tid fik han to måltider dagligt, og her skruede jeg godt op for variationen af grøntsagsmosen. Hvorfor? Fordi han netop var flaskebarn, og havde gået glip af smagsvariation i den mælk, han blev tilbudt. Jeg var derfor ekstra opmærksom på, at det var mit job at introducere ham til så meget som muligt så hurtigt som muligt, så jeg måske kunne få en madmodig dreng. Han fik derfor hurtigt grøntsagsmos af forskellige typer grøntsager (se flere ideer her).

Han var en rigtig mos-dreng, og da han blev seks måneder, var han derfor heller ikke sen til at forelske sig i mos med forskellige typer kød. Og ja. Sådan fortsatte det egentligt. Da han blev omkring syv-otte måneder, begyndte vi at introducere fingermad, hvor især havregrødspandekager var et hit. Samtidig begyndte vi med små rugbrødsmadder, og her var han specielt vild med sildemadder og leverpostej med rødbede. Knap så vild med avocado til gengæld.

Min yngste (fra december 2016): Havde en lidt mindre madmodig start på overgangskosten. Han havde også vist interesse, og jeg var meget interesseret i at komme i gang. Derfor begyndte han også, da han var fire måneder gammel. Han havde dog i langt højere grad problemer med at synke maden, og i perioder var jeg helt i tvivl, om han var fysisk klar til at overgangskosten. Han lavede ofte bræk-lyde, selvom mosen var helt fin-blendet, og hans interesse for maden forsvandt hurtigt, når han først havde smagt et par gange. Derudover var han mere ”kræsen”, omkring hvad han fik i munden. Han havde helt klart en sød-tand, og fik derfor hurtigt en favorit i grød-typer med frugtmos på toppen, som eksempelvis æblesnask, ligesom han senere elskede avocado-banan-mos og avocado-mango-mos. Jeg blev dog ved med at introducere ham for forskellige typer grøntsager, da jeg var lidt nervøs for, om jeg ville få en lille sukkergris.

Omkring seks måneder var det ret tydeligt, at han i langt højere grad end min ældste var en BLW-baby (der kommer snart et indlæg om det). Ikke at vi kørte denne stil 100 procent, men han ville meget gerne have tingene i hænderne. Ligesom han altid – og til dels stadig – ønsker at smage på tingene en eller to gange, spytte ud –  og derefter spise dem. Lige se tingene an, om man vil. Jeg valgte derfor at give ham mad at sidde med, og samtidig give ham supplerende mos eller grød ved siden af.

En ting til fælles, som vi har måttet gøre brug af ved begge børn – og som jeg tænker er ret normalt ved børn i den alder – er distrahering. Begge unger har i alderen fire-18 måneder (afventer stadig den mindste) været meget interesseret i maden til at starte med. Men efter et stykke tid falder koncentrationen, og specielt da de var helt små, begyndte de at kigge sig omkring, baske med armene og lege med maden. Min metode her har været:

• Fire-syv måneder: Givet dem bøger, når koncentrationen falder og fodret dem, mens vi har talt om bøgerne. Dette for at sikre at de fik nok mad, og fordi jeg viste at deres manglende koncentration ikke skyldtes, at de ikke var sultne. Og jeg har selvfølgelig været meget opmærksom på at holde igen, når de vendte hovedet bort.

 

• Otte-18 måneder: Givet dem fingermad. Omkring denne alder har begge mine børn virkelig været interesseret i at gøre tingene selv. Specielt min yngste kan næsten ikke overskue at få serveret maden. Han får derfor lov at få sin egen ske eller nogle snacks, som han kan spise, og så giver jeg ham løbende mad ved siden af for at sikre mig, at han får nok. Dette træner samtidig hans motoriske færdigheder, hans pincetgreb, hans lyst til at smage nye ting og nu hans ske- og gaffelhåndtering.

Efter denne alder har min ældste været selvstændig nok til at spise selv og melde fra, når han ikke ville have mere.

Jo. Der er stadig tidspunkter hvor han afviser maden til at starte med og skal lokkes til bordet, fordi en leg er mere interessant. Eller hvor en bog bliver hevet ned fra hylden, indtil han får smagt maden, og han forstår at det smager godt. Men han klarer for det meste tingene selv, ligesom han elsker at smage på nye ting, når det bliver et fælles projekt omkring bordet.

Mine børn er stadig små, og jeg har derfor (heldigvis) masser at lære endnu. Ting som dog har været uundværlige i hele deres korte madliv har været:

• Emballage til at fryse mad ned i. Fuldstændig uvurderligt. Jeg er glad for at lave mad, men at stå og lave noget hver dag gider jeg simpelthen ikke. Store portioner og i fryseren! Bum.
• Tallerkner og skåle til børnenes mad (ikke i glas) som kan komme i opvaskeren. Hvis de samtidig kan sidde fast på bordet, er det en bonus, så ikke jeg skal samle (for meget) mad op.
• Desuden tallerkner med forskellige rum. Mine børn elsker at få frokosten serveret i små rum, så de forskellige madvarer er lettere at overskue.
• Kop med ”tyngde” i bunden. Helt perfekt, når de som helt små skal lære at drikke selv og sætter koppen skævt ned (= tyngden gør, at de sjældent vipper og vælter).
• Forklæder med ”samle-op-funktion” har sparet mig for en del vasketøj. Jeg har desuden spottet, at der nu laves en slags hagesmæk til stolen, hvilket jeg tænker ville være en vildt god investering hvis man kører blw-stilen, hvor der trods alt er en del mere oprydning.
• Skeer i forskellige farver: Et måltid er pludselig interessant, hvis man taler om farverne eller får flere skeer at spise med. Alle kan de komme i opvaskeren og ingen af dem er af metal.
• Termokande: Til opbevaring af varmt vand, når vi skal nogle steder og jeg hurtigt skal lave lidt mad på farten.
• Tålmodighed! Ikke kun når barnet smider maden på gulvet, nægter flasken eller smørrer torskerognsmosen i håret. Deres smagsløg har jeg også skullet have tålmodighed til, når jeg for ottende gang serverer noget for dem, som de har afvist de syv andre gange.
• At huske at der ikke laves anbefalinger for alt. Jeg var specielt som førstegangsmor virkelig opmærksom på at gøre tingene rigtigt. Trods min ernæringsfaglige uddannelse var der ting, som jeg overhovedet ikke vidste. Kunne jeg eksempelvis give mit barn mos med edamamebønner? Og hvorfor måtte jeg ikke give spinat for ofte?Efter et stykke tid gik det dog op for mig, at der bare ikke er lavet anbefalinger på alt. De vigtigste: jo! Man skal først give kød fra seks måneders-alderen. Man må først introducere mælkeprodukter, når banet er et år. Man skal ikke give for mange rosiner og så videre, og så videre… (læs evt. Mere om bekymringer her). Hvis jeg ikke skulle blive bims af at prøve at gøre alting rigtigt, måtte jeg dog indse noget: Hvis jeg havde de mest basale ting på plads, så gik det nok. Alle børn er forskellige. Ligesom mødre er forskellige. Og vores erfaringer er forskellige. Vi gør det så godt, vi kan! Og så længe vi holder øje med vores barn, stimulerer det, elsker det, sørger for dets vækst og trivsel, så gør vi det (pisse) godt.

 

Jeg håber at noget af ovenstående kan bruges.

Igen: Det er ikke en facitliste, men blot den måde, som vi har fået det til at fungere på herhjemme. Dybest set handler det, for mig, mest om at få børnene med i køkkenet, få dem til at spise en masse forskelligt og om at overleve 🙂