Banankage (fra 6 mdr.)

Sol, weekend og begge drenge i hopla til leg, ... imens er manden kaldt på arbejde. Det er derfor tid til at hive posen med energi op sammen med de manglende skåneærmer og give sig i kast med lidt mundgodt i køkkenet. Sagt med andre ord: Dagen i dag stod på banankage. Svampet og sød, og tilsat en smule fiber og et minimum af sukker, så der stadig kværnes to-tre stykker, men så samvittigheden (mors!) holder til det. Børnene stod for at mose bananerne, smadrer æggene til uigenkendelighed - og piske det hele sammen. Jeg stod for ro og orden og den almene oprydning. Business as usual... Opskriften er værd at gentage, så derfor skal den da også på bloggen.   Ingredienser:  (1 springform) 3 store bananer 3 dl. hvedemel 1 dl. fuldkornsmel 75 gram smeltet smør 4 æg 1 tsk. vanilie 1 tsk. bagepulver 2 spsk. kokossukker   Tilberedning:  Smelt smørret. Mos i mellemtiden bananerne med en gaffel. Rør smør, bananer og æg sammen. Bland i en anden skål de tørre ingredienser. Pisk indholdet af de to skåle sammen. Hæld dejen i en smurt form eller en springform beklædt med bagepapir. I ovnen på 200 grader i 25 minutter.