Hverdagsvariation (fra 9 mdr.)

Nogle gange kan det være rart med lidt variation i måltiderne. En grød som suppleres med lidt lækker topping. En frokost, hvor rugbrødet skiftes ud med sød kartoffel og guacamole. En grøn bolle som overrasker. En eftermiddagssnack, som får børnene til at grine, fordi det ligner gulerødderne i haven. Eller en aftensmad med lyserøde syltede løg, som spises på et tæppe under havens æbletræ. Variation som gør tingene lidt mindre hverdagsagtige og gør glæden ved at mødes om maden bare lidt sjovere. Det behøver ikke tage hundrede år at lave. Og man behøver ikke være fyldt med peps og overskud for at mestre disse  wow-effekter, som kan gøre måltiderne bare lidt mindre hverdagsagtige. Sød kartoffel med guacamole (frokost istedet for rugbrød):  Skræl 2 store søde kartofler og skær i mindre stykker. Læg dem i et ildfast fad og drys med en smule olie og krydderier efter eget valg. Jeg brugte paprika og lidt cayennepeber. Sæt i ovnen på 200 grader varmluft i 25 minutter. Server med guacamole eller pesto. Syltede rødløg (topping til salaten eller hotdoggen):  Denne opskrift kom på instagram den anden dag. Men da den så ofte står i vores køleskab og forsøder vores liv, så må den også komme her på bloggen. Snit 3 rødløg i tynde skiver (eventuelt på et mandolinjern) og kom dem i et glas. Kog eddike (4-5 dl.) med sukker (1 dl.) og lidt peberkorn og lauerbærblade. Hæld blandingen over rødløgene og luk glasset tæt og stil i køleskabet til salaten eller hotdoggen. Have i et glas (sjov snack):  Egentligt ikke så super meget opskrift i dette. Bare en lys ide. Lav en god dressing af cremefraiche og krydderurter, eller skyr og rygeost, eller en helt enkel rødbedehummus. eller andet som du eller dine børn kan lide. Blend et stykke rugbrød - tilsæt eventuelt malt, hvis du har dette for ekstra "jord-effekt" (det er ikke et must!). Sæt gulerødder med stilk ned i dressingen og dæk overfladen med din rugbrødsjord.