Vinder-porrer (fra 5 måneder)

kartoffel-porremos En sikker vinder-mos herhjemme har helt fra min yngste var 5 måneder været kartoffel-porre. Nu hvor han spiser det samme, som resten af familien, så bliver dette ønske oftest opfyldt med denne suppe. Nogle gange er man dog bare ikke i suppe-humør. Eller måske er vejret til noget lidt mindre vinter-agtigt. Hvorom alting er, så kommer opskriften her. Den skal blendes med høj hastighed, da den ellers godt kan blive lidt "trådet" i konsistensen, hvilket er årsagen til, at jeg ikke vil anbefale den allerede fra 4 måneder. Lad din baby komme stille og roligt igang med overgangskosten før du smækker denne vinder-porrer på bordet. Tilføj eventuelt lidt hvidløg, rosmarin eller persille, hvis du vil variere smagen lidt. Opbevar mosen i en tætsluttet beholder i køleskabet indtil servering, hvis ikke du giver den med det samme. Eller frys den ned i mindre portioner. Du kan læse mere om opbevaringsråd her. Ingredienser: (5-6 små portioner) 70 gram kartofler 2 stk. porrer (110-120 gram) 1 tsk. fedtstof pr. portion Modermælk eller modermælkserstatning (hvis barnet er under 9 måneder) Tilberedning: Kartoflerne skrælles, skylles og hakkes i mindre stykker. De koges i syv minutter. Skyl imellemtiden dine porre grundigt. Anvend kun den hvide og lysegrønne del af porren og hak denne i lidt grove stykker. Tilsæt den til kartoflerne og lad de to ting koge sammen i yderligere fem minutter. Hæld vandet fra og blend ingreidenser til en dejlig cremet mos. Tilsæt fedtstof og eventuelt modermælk eller modermælkserstatning inden servering.