Sygdomskiller eller bare en spicy mos (fra 4 mdr.)

influenzamos Jeg vil have forår nu! Jo vist. Snevejret ser da pænt ud. Og ungerne er vilde med det. Men det er marts og jeg er træt af influenza, snotnæser, lungebetændelser, mellemøresbetændelse, RS-virus og resten af det sygdomsbjerg, som de kolde tider ofte slæber med til de indelukkede institutionsbørn. Derudover er jeg træt af at skulle pakke mig selv og drengene ind i femten lag tøj, inden vi begiver os ud. Lyder jeg en kende bitter? Muligvis. Jeg er ikke skabt til kulde. Til gengæld er jeg skabt til indendørs hygge og det er trods alt en ting, som rigtigt kommer i højsæde i koldt vejr. Derfor kom jeg også i tanke om denne babymos, som jeg ofte lavede, da drengene var yngre og det netop var koldt. Omend det ikke er videnskabeligt bevist at ingefær kan jage sygdomme for døren, så er der heller ikke noget som indikerer at det skulle gøre det modsatte. Denne mos indeholder derfor ingefær. Lige tilpas til at den giver et lille spark, men ikke voldsomt nok til at der (herhjemme) bliver rynket på næsen. Og hvis man nu samtidig krydser fingre længe nok, så virker ingefæren måske alligevel på alle vintersygdommene? Ingredienser:  (En stor babyportion) 100 gram butternut squash 70 gram mango 2 gram ingefær 1 tsk. fedtstof Evt. modermælkserstatning eller modermælk Tilberedning: Rens din butternut squash grundigt og skær den ud i mindre stykker. Læg dem i en gryde og dæk dem lige akkurat med vand. Lad dem koge i ca. 15 minutter til de er helt bløde. Blend butternut squash, mango og ingefær sammen med lidt af den væde som din butternut squash kogte i og tilsæt herudover fedtstof og eventuelt modermælkserstatning indtil konsistensen er passende.  
Tip: Er dit barn ingefær-glad, så kan denne opskrift måske også bruges?  Ligesom at hele familien kan nyde denne suppe med ingefær.