Ærteblinis - lækker babysnack og flot forret (fra 6 mdr.)

aerteblinis Det er sjældent at man kan få både babysnack og forret i et. Generelt går babymad og voksenmad ikke så godt i spænd visuelt, og derfor var jeg da også lidt begejstret, da jeg tryllede disse frem. Ikke nok med at ungerne (velvilligt) spiste dem som en lille efter-vugger-snack. Vi kunne også selv tilsætte lidt ekstra ingredienser, og så havde vi en forret eller let frokostanretning. Den var børnene selvfølgelig også velkomne til at hoppe med på, hvis ikke vi havde spist dem selv... Ingredienserne er tilmed sparsomme, ligesom tilberedningen. Så bliver det nærmest ikke bedre. Nå jo. De kan også fryses. aerteblinis1 Ingredienser:  (7-8 små blinis) 100 gram kogte ærter (kogt ca. 2 min) 1 æg 1 spsk. kikærtemel (andet mel kan sikkert også anvendes) Fedtstof til at stege i Tilberedning:  Blend alle ingredienserne sammen til en ensartet masse. Tilsæt en smule fedtstof til en pande og steg de små blinis ved høj varme i ca. 2 minutter på hver side. Server som snack til de små eller anret som frokosttreat, eventuelt med torskerognsalat eller rødbedehummus på. aerteblinis2