Vinder-porrer (fra 5 måneder)
En sikker vinder-mos herhjemme har helt fra min yngste var 5 måneder været kartoffel-porre. Nu hvor han spiser det samme, som resten af familien, så bliver dette ønske oftest opfyldt med denne suppe.
Nogle gange er man dog bare ikke i suppe-humør. Eller måske er vejret til noget lidt mindre vinter-agtigt.
Hvorom alting er, så kommer opskriften her. Den skal blendes med høj hastighed, da den ellers godt kan blive lidt “trådet” i konsistensen, hvilket er årsagen til, at jeg ikke vil anbefale den allerede fra 4 måneder. Lad din baby komme stille og roligt igang med overgangskosten før du smækker denne vinder-porrer på bordet.
Tilføj eventuelt lidt hvidløg, rosmarin eller persille, hvis du vil variere smagen lidt. Opbevar mosen i en tætsluttet beholder i køleskabet indtil servering, hvis ikke du giver den med det samme. Eller frys den ned i mindre portioner. Du kan læse mere om opbevaringsråd her.
Ingredienser:
(5-6 små portioner)
70 gram kartofler
2 stk. porrer (110-120 gram)
1 tsk. fedtstof pr. portion
Modermælk eller modermælkserstatning (hvis barnet er under 9 måneder)
Tilberedning:
Kartoflerne skrælles, skylles og hakkes i mindre stykker.
De koges i syv minutter.
Skyl imellemtiden dine porre grundigt. Anvend kun den hvide og lysegrønne del af porren og hak denne i lidt grove stykker.
Tilsæt den til kartoflerne og lad de to ting koge sammen i yderligere fem minutter.
Hæld vandet fra og blend ingreidenser til en dejlig cremet mos.
Tilsæt fedtstof og eventuelt modermælk eller modermælkserstatning inden servering.
Ingen kommentarer endnu