Inspiration til hverdagsretter

Hindbærpandekager til de kolde morgener (6 mdr.)

boghvedepandekager1

Januar handler (for mange) om slankekure og livsstilsændringer. Heldigvis er de små marcipanfoldede mennesker helt uvidende om alt dette. De kan derfor få lov at guffe videre af samme palette – måske kun tilsat lidt flere muligheder – som i 2017.

Og det skal da fejres! Med en af de typer opskrifter som kan gøre hverdagen bare lidt nemmere. Nemmere om morgenen, når man ikke har tid til at lave grød, nemmere om eftermiddagen, når ungerne er sultne og aftensmaden trækker ud, nemmere i bilen, når børnene skriger på mad, men der stadig er en halv times kørsel endnu, og nemmere som mor-snack, når det øsregner og barnet kun vil sove i barnevognen.

Det er nemlig mit nytårsfortsæt: At finde endnu flere enkle veje til en nogenlunde organiseret og stressfri hverdag, når fuldtidsjobs og børn jongleres med.

Opskriften er fra seks måneder, omend hvis dit barn først er begyndt på overgangskost, så vent en måned eller to, inden du introducerer fingermad, så mundmotorikken er nogenlunde på plads.

En bonusinfo er desuden, at man anbefaler at variere mellem glutenholdige og glutenfrie kornsorter i overgangskosten. Denne lille opskrift kan således med sin glutenfrie boghvede være en god variation til havregrynene. Og bum! Så er mor-samvittigheden pletfri igen.

Ingredienser: 

(15 små stk. – kan fryses og varmes i mikro eller i ovnen)

150 gram boghvedemel

1 æg

2,5 dl. mælk (brug vand hvis dit barn er under 9 måneder eller du ønsker opskriften skal være laktosefri)

1/2 tsk. vaniliepulver

1/2 tsk. bagepulver

En god håndfuld hindbær (har du ikke dette, så brug 1/2 banan i stedet)

Fedtstof at stege i

Tilberedning: 

Bland boghvedemelet med vaniliepulver og bagepulver. Pisk ægget ud i mælken og tilsæt dette til de tørre ingredienser. Rør rundt indtil dejen er ensartet.

Skyld hindbærrene og mos dem i hænderne (eller få ungerne med i køkkenet og få dem til det. Det er en fest!). Tilsæt de mosede bær til dejen og rør rundt.

Varm en pande op med fedtstof og sæt små pandekageklatter på. Når dejen begynder at danne små bobler kan du vende den og stege den færdig på den anden side. Fortsæt til alt dejen er brugt – og ungerne står klar til at spise.

boghvedepandekager

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Inspiration til hverdagsretter